2 Bygning Eksteriør 2 Museum Vest

Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg står foran en gennemgribende transformation til Danmarks Museum for Havet. Ambitionen er at skabe en kultur- og naturhistorisk museumsattraktion med national gennemslagskraft, der udfolder relationen mellem menneske og hav.

Interessen for opgaven har været stor, og en lang række danske og europæiske arkitektteams har budt ind. Nu er fire teams udvalgt til konkurrence:

C.F. Møller Architects i samarbejde med Pihlmann Architects

Henning Larsen i samarbejde med LOOP Architects

Schmidt Hammer Lassen

Cubo Arkitekter

 

Erfaring, kvalitet og nytænkning

De fire projektteams, der er udvalgt til konkurrence, repræsenterer tilsammen en bred og solid erfaring med transformation og udvikling af kulturbyggerier i både dansk og international sammenhæng.

Udvælgelsen er sket på baggrund af en samlet vurdering, hvor der er lagt vægt på arkitektonisk kvalitet, forståelse for stedets potentiale samt evnen til at udvikle et museum, der forener eksisterende kvaliteter med nye, markante greb.

 

Transformation med respekt for fortiden

Med en beliggenhed på kanten af Vadehavet har Fiske­ri- og Søfartsmuseet siden 1968 fortalt historier om men­neskets forhold til havet. Museet er tegnet af Halldor Gunnløgsson og Jørn Nielsen, og det markante byggeri med de røde murstenskuber har i snart 60 år været et vartegn for Esbjerg og Vestkysten.

Nu skal de fire projektteams, der går videre i konkurrencen, give deres bud på, hvordan Fiskeri- og Søfartsmuseet kan udvikles til nutidens og fremtidens behov med stor respekt for Gunnløgssons og Nielsens originale bygningsmasse.

 

Den næste fase

Projektet er støttet af den filantropiske forening Realdania, A.P. Møller Fonden og Esbjerg Kommune, der hver har bevilget 50 millioner kroner til transformationen og relanceringen af museet. Det realiseres i tæt samarbejde mellem Museum Vest og bidragyderne med Esbjerg Kommune som bygherre.

Vinderen af projektkonkurrencen forventes at blive udpeget i august 2026.

Det er forventningen, at Danmarks Museum for Havet står færdigt i 2029. Museet vil være helt eller delvist åbent for publikum under hele ombygningen.